Udstillinger
 
StamcellenetVærket II
    Projektbeskrivelse
    Baggrund
    Rumlig kommunikation
    Forskning        
    Deltagere

Forventningernes landskab
    Installationen
    Idé udførelse
    Opbygning
    Billedmateriale

    Tidsplan
Udstillinger
    Kommende udstillinger
    Arkiv

Lån installationen     
StamcellenetVærket I
    Installationen
    Forsker - Designer
    Billedmateriale

Litteratur

Logbog:
opbyg uge1 - opbyg uge2 - opbyg uge3 - opbyg uge4 - opbyg uge5

logbog uge 4

Mandag d. 12. marts
I dag mødtes vi med Mads, som et AV-tekniker og som gerne vil hjælpe os med at lave videofilm til installationen samt en lille film, der kan dokumentere installationen efterfølgende. Fra arbejdet med den første installation ved vi, at det er rigtig godt med 3-5 min. som i billeder viser, hvad det går ud på. Særligt, når man efterfølgende skal fortælle om installationen på steder, hvor man ikke lige kan have den med. Den passer jo ikke ned i en almindelig dametaske. Det er rigtig dejligt at vi har fundet Mads, for det var et af de lidt større hængepartier. Men det afføder selvfølgelig bare en ny lang liste med ting, der skal undersøges. Vi har fx brugt rigtig lang tid på at diskutere hvor stort fjernsynet til introduktionsvideoen skal være. Det viser sig egentlig at være ret nemt, for det kan formentlig ikke være større end 21 tommer, hvis det skal passe ind i den boks, det skal stå i. Men så skal vi også finde ud af, hvem der skal indspille den introduktion….
Maja Horst

Helt kort: møde med kameramand og Maria sendes på endnu en ’indkøbstur’
Lægger mere på websitet, specielt billedmateriale – det er nu blevet et ret fyldigt site!
I kælderen har vi flere diskussioner om forskellige opstillinger/bokse – hvordan det løses bedst – det går fremad og humøret er stadig helt ok! Men hold da op hvor har vi travlt!
Birte Dalsgård

Tirsdag d. 13. marts
Vi har jo bestemt os for at installationen skal stå på Solbjerg Plads i forbindelse med det arrangement Frederiksberg Kommune laver. Og det er jeg rigtig glad for, nu hvor beslutningen er truffet. Det skal nok blive godt. Så bliver den en del af et stort arrangement, hvor der også er en masse andre mennesker med interesse for forskningskommunikation.
Over telefonen fik jeg fat i studieværten på Viden Om. Hun ville godt hjælpe med at lave vores introduktionsvideo, men hun skulle lige checke om det var ok. Jeg har sendt en lang email, der forklarer projektet – hvor er det skønt at hjemmesiden nu fungerer, så vi kan henvise til den. Vi tog en hurtig beslutning om fjernsyn og Kasper hentede det i Bilka.
Her i eftermiddags kom CBS’s pressechef, Birgitte Opperman, forbi og talte med os om projektet. Jeg kan se forskellige historier i det, men de skal jo lige formidles til andre. Birgitte siger at der starter en ny journalist på CBS snart og at hun vil sætte hende på opgaven. Det bliver rigtig spændende.
Maja Horst

Maja og jeg holder et lille kalendermøde – puha der er stadig rigtig mange ting, der skal laves/løses bagefter byggeprojektet – kan vi mon nå det hele?!...
Kasper borer flere huller og sendes på tilbuds-indkøb efter et TV i Bilka.
Ellers går tiden igen med byggeri og mere website…
Birte Dalsgård

 

Onsdag d. 14. marts
Jeg får endelig tid til at tegne på SAMFUNDET, ’øen’ der skal være i midten af installationen, hvorfor man kan bygge med ’byggeklodser’ i forskellige strukturer. Det var et stort hængeparti, at det ikke var lavet endnu, men tiden går bare for hurtigt, og der har hele tiden været ting, og jeg løber rundt med tungen ud af halsen. Man ja nu er det gjort –dejligt! - og Frank og Peter kan nu endelig også komme i gang med at bygge den – ikke lige fordi de har stået og manglet arbejdet, men de har nu spurgt til det mange gange efterhånden, så et stort ’pres’ er lettet fra mine skuldre, og jeg er her jo selv hele tiden, og behøver ikke lave fuldstændige arbejdstegninger til dette, for vi tager det jo bare som det kommer: de bygger noget, vi taler, de bygger og så videre…
Det skrider fremad i kælderen, men vi er meget presset med tiden…vi kan allerede nu se, at det kommer til at tage en uge mere, før byggeriet er færdigt og den er stillet op i Ovnhallen!
Birte Dalsgård

 

Torsdag d. 14. marts
Juhu – Ann Marker fra Viden Om har sagt ja til at lave vores introduktionsvideo. Det er rigtig skønt! Vi har besluttet at det skal gøres foran installationen, når den står i ovnhallen. Mads er lidt usikker på om der er lys nok – men så må vi supplere med noget ekstra lys. Men det er skønt at hun vil hjælpe os, for det er virkelig noget vi ikke bare selv kan gøre.
Og så var jeg ude og holde oplæg om forskningskommunikation i dag. Det var en af de gode arrangementer, hvor jeg selv lærte noget også, for tilhørerne protesterede, da jeg talte om at forskningskommunikation skulle bruges til at gøre viden mere socialt robust. De synes at det var et reaktivt og konservativt krav: hvorfor skal man ikke fortælle om revolutionerende forskning? Og det havde de jo ganske ret i, så jeg er blevet mere bevidst om at det er vigtigt at betone, at socialt robusthed ikke er input, men output i kommunikationsprocessen. Det kan ligeså vel være forskningens kontekst, som den viden der produceres, der ændres. Faktisk mener jeg jo, at det nok altid er begge dele.
Og så er vores arbejde med installationen kommet med i CBS’s nyhedsbrev: http://frontpage.cbs.dk/insights/80008.shtml
Maja Horst

Firmaet Starks ulogiske priser...
Frank køber flamingo i Stark – hos dem tager det en uge at oprette en konto, det kan vi ikke vente på, så vi må selv hente. Mærkelig måde de regner på i Stark: Frank ordner det med at købe 75mm tykke plader i butikken, men da de så skal hentes på lageret bagefter, viser det sig, at de er udsolgte. Han skal så turen igennem igen i butikken for at få en anden tykkelse flamingoplader, hvilket så bliver 45mm – altså næsten halvt så tykke. Det giver jo mindre materiale, og han skal derfor have to plader mere – men alligevel ender det med at blive dyrere – så ja: for mindre materiale flere penge – fuldstændig ulogisk! sikke noget snyd! Frank ret sur og vred, da han vender tilbage efter mødet med Stark og dets personale :-)
Birte Dalsgård

SAMFUNDET bygges...
Frank starter opbygningen af SAMFUNDET – grundskelettet – og jeg kan tegne konturerne op på de øvre plader. Frank synes de er ’ikke helt ukomplicerede’, men de skal jo ligne et landskab med en landskabskontur og i forskellige grader, så den ene er relativt enkel og så vokser kompleksiteten gradvist og den sidste har så et par ’fjorde’, altså indhak i den ydre kontur. Glæder mig rigtig meget til at se disse fire dele af SAMFUNDET – det er nærmest en lagkage skåret i 4 stykker, eller rettere en fjerdedel af fire forskellige lagkager sat sammen!
Ser på den samlede form af SAMFUNDET, og puha jeg synes det ikke er ret stort. Lige efter kommer Maja og synes det er stort – ja sådan er der jo så meget…men der skal jo også ske en del på overfladen af SAMFUNDET: man skal kunne bygge med klodserne, der skal være plads til dette voksende byggeri samt opbevaring af flere ’frie’ klodser.
Birte Dalsgård

Male, male og atter male...
Peter maler og maler og maler! – og er ved at være ret træt af, at have fået tildelt rollen som maler – men hvor er det skønt, at der er kommet så mange af farverne på vægboksene, så man rigtigt kan få et indtryk af deres udtryk. Det bliver skide godt!
Finder ud af, at det slet ikke går at lave eksteriøret ved at samle mange små A4 prints, det vil tage for lang tid. Derfor undersøger jeg med hensyn til priser på selvklæbende folieprints forskellige steder - og finder frem til et sted med en god pris efter nogen ringen rundt. Og så går jeg ellers i gang med layoutet af folierne i deres endelige form, har indtil nu kan haft computerskitser af udseendet, men ikke haft tekster at sætte på.
Maja og jeg når også lige at får skrevet en del af teksterne sent om eftermiddagen – det går forbavsende godt og nemt – dejligt!

Birte Dalsgård

 

Fredag d. 15. marts
Laver arbejdsplan for næste og sidste opbygningsuge – puha stres! Der mangler meget. Gennemgår igen budgettet: skal finde penge til folieprintsene og justere efter der er kommet flere fakturaer ind, så jeg kan se helt præcist, hvad har vi brugt, og hvor der er penge at hente. Det er ret stramt, men det går lige.
Frank bygger videre på SAMFUNDETs grundskelet – der bliver svedt og bandet lidt.
Figurer til eksteriøret på Markedet tegnes op, saves ud og males og males igen med farve - foregår via overhead-projektion i vores lille værktøjsrum, hvor der er mørkt nok. Jeg tegner, Peter saver ud og grunder – jeg maler farve - et godt lille samlebånds-arbejde.
Mine i al hast fremstillede skitser på folieprints sendes til trykkeriet, for at de kan reservere tid til opgaven på mandag – for jeg har ikke tid til at lave de endelige før i weekenden.
Birte Dalsgård


Vores lille 'værktøjsrum', der efterhånden roder ret meget...

 

Lørdag d. 16. marts
Arbejder hjemme i dag. Igen budgetjusteringer, gennemgang af hvad vi mangler at købe + en masse mails fra bl.a. trykkeri, el-leveringsted m.m. skal besvares og håndteres. Jeg laver layoutet af folieprintsene indtil jeg er ved at segne om aftenen. Imens er Peter i cykelkælderen og gør eksteriør-figurer klar til ophæng – deres ’ståfødder’ saves af og han laver finish på de afskårne steder. Desuden maler han videre og ordner flere andre ting på installationen.
Birte Dalsgård

 

Søndag d. 18. marts
Jeg har siddet hele weekenden og skrevet på en kort artikel til Turbulens-net, der handler om installationen. Temaet fra Turbulens er ’krop og teknologi’ og nu har jeg skrevet om rumlig kommunikation og forskningskommunikation som middel til at skabe modstand a la Latour/Stengers.
Peter var herinde lørdag og i dag har Birte også været med. Så vi har siddet på mit kontor sammen. Det er nu hyggeligt! Da jeg var virkelig træt af at skrive på artikel satte Birte mig til at oversætte billedtekster: hvorfor skal hun nu også skrive så meget om de billeder?
Jeg er rigtig træt, men det var nu dejligt at få lavet den artikel. Det er bare næsten ikke til at tænke på at det er mandag i morgen. Den installation begynder at æde mig op igen. Jeg kan huske at det var lige sådan sidste gang vi byggede. Der er konstant en ufattelig bunke ting, der skal ordnes, vi er under tidspres og koblet med at jeg også ved, at der er 100 andre ting, som skal gøres – samtidig med at der er 100 ting, men også kunne gøre omkring installationen: så er det, det bliver svært at slappe af. Jeg kan huske at selvom jeg var ked af at vi skulle rive installationen ned igen så hurtigt sidste gang, så var det også en sær form for lettelse, da den kom væk. Det var ligesom jeg fik mit liv igen. Men det var underligt at være glad. Næsten som man havde slået en slags barn ihjel og var glad for at man ikke længere skulle passe det. Men så længe den er der, bruger jeg en masse energi på at præsentere den for alle mulige folk. Og det kræver jo begejstring. Det er anstrengende altid at være begejstret!
Maja Horst

Vågner som sædvanligt tidligt og starter straks på de sidste layouts af folieprintsene. Det drejer sig jo altså også om en del prints: ¾ af ydret skal have folier, så det er en hel del, og det tager tid!
Om formiddagen tager både Maja, Peter og jeg ud på instituttet. Peter arbejdere videre i kælderen, mens vi sidder på kontoret – nu skal den ’forvoksede baby’ af et website altså være færdigt! – og det bliver det da også næsten, men det tager som alt andet tid at gøre: lægge tekster ind, rette til samt udvælge de rigtige billeder, som illustrationer og lave billedtekster. Laver de fleste af de engelske sider – og får brug for hjælp fra Maja til oversættelserne fra dansk til engelsk. Da det er aften, er vi ikke færdige, men vi kan ikke mere – der ligger jo også en hel uge foran os, så vi beslutter godt trætte at stoppe for i dag.
Birte Dalsgård

Læs om projektet
 
kontakt: lektor Maja Horst, 3815 2826 / mh.lpf@cbs.dk                               
Projektet er støttet af forskningsrådet for Kultur og Kommunikation